Reformkatolicisme

Reformkatolicisme eller modernismen inden for katolicismen er en liberaliserende bevægelse, der opstod inden for den romersk-katatolske kirke i slutningen af 1800-tallet som modstød mod den reaktionære ultramontanisme.

Bevægelsen blev ført frem i forskellige lande og af indbyrdes ret forskellige teologer. Den har derfor ikke det samme præg alle vegne, men er fremkaldt ved det tryk, som pavevælde, tilbagevenden til middelalderlig skolastisk tankegang og fordømmelse af moderne kulturidealer havde lagt på kirken under Pius IX. Modernismen ville hverken omstøde pavedømmet eller kirkens dogmer, ville ikke indlede en ny reformation eller føre kirken over i protestantiske lejre, men den krævede en kirkelig nyorientering med opgivelse af den kirkelige tvang og diktatur på det religiøse område.

Modernismen krævede hensyntagen til den personlige religiøse overbevisning, lempelse inden for den trenge hierarkiske ordning og en reform af det videnskabelige studium ved indførelsen af historisk-kritisk metode både i studiet af Bibelen, dogmatikken og kirkehistorien. I Leo XIII mente modernismen at have fundet en pave, der indvarslede en ny tid, navnlig da han åbnede Vatikanets hidtil ængsteligt bevogtede arkiv for den frie forsknings mænd.